E-rum

E-RUM, ODENSE

 

 

 

 

Med udgangspunkt i Odense midtby, etablerer e/rum et billed-kunstnerisk felt mellem pædagogik og sabotage,- en hybrid mellem Land-art, aktion og installation.


Forhistorie


Foråret 1996 modtager e/rum en henvendelse fra Odense Kommune, der forbereder en læsefestival "Odense Læser".
Initiativet er taget på baggrund af de seneste års alarmerende meldinger om skolebørns manglende læsefærdigheder, det stigende antal voksne funktionelle analfabeter, og det skrevne ords generelt trængte situation i et stærkt accelereret mediebilled.
Odense Kommune ønsker sig en skulpturel markering af begivenheden, noget kunst.

 

Projekt e


Projektets overordnede strategi er ikke at skabe nye selvstændige kunstværker, men at henlede opmærksomheden på en allerede eksisterende virkelighed. Ved et simpelt men konsekvent indgreb i det eksisterende byrum, peger projektet på skrift/sprog som en integreret og allestedsnærværende del af vores omgivelser,- et middel til orientering, en kilde til information. Denne informationsstrøm kortsluttes ved at fjerne bogstavet E/e fra det offentlige rum.
Visuelt er der tale om en udsmykning af det samlede byrum, et om-fattende metodisk indgreb, i dette tilfælde efter e'ets systematik. Krypteringen af al skrift i det offentlige rum, kan ses som en anprisning med omvendt fortegn,- en genopdagelse af sprogets betyd¬ning gennem tab og savn. For at have den ønskede effekt, skal projektet nå en kritisk masse. Store markante bygninger som Odense Banegård Center, Odense Teater, Fyns Kunstmuseum, Brandts Klædefabrik, Tele Danmark, Bikuben, Den Danske Bank etc. indgår. Handelsgaderne med deres gadeinventar, facade- og butiksskiltning indgår, ligesom den offent¬lige skiltning, vejskilte, gadenavne, parkeringsanvisninger etc.

 

Tune Kruse – e/rum 1996

 

 

 

 

 

           

 

 

For den som jævnligt giver sig af med ord, ords betydning og ords hele omstændigheder i en tekst, kommer ofte det øjeblik hvor ordene plud¬selig åbenbarer deres fysik. Ikke deres potentiale men simpelthen deres fysiske udseende. Det øjeblik er jeg tit genstand for, og det er hver gang lige berusende og meningsfyldt. Pludselig ser man ordet som det virkelig er, uden flitterstads og betydning, men rene tegn. At de tegn betyder noget, betyder i det øjeblik ingenting. Det er det rene udseende, den rene fremtræden, der er af¬gørende. Sådan er det med mellemrum med alle mennesker, men det er langt fra alle, der er i stand til at tillægge det betydning. Dertil er det alt for selvfølgeligt. Men for os an¬dre, vi stakler som ikke er be¬byrdet med kun denne egen-skab, men også med en sans for bogstavelighed, kan det være en streng sport. Folk har en tilbøjelighed til kun at se hvad ord betyder, ikke hvad der bærer betydningen, det forekommer selvfølgeligt og er derfor udenfor interesse. Det er synd, for det er netop det gådefulde og henryk¬kende, at så simple tegn overhovedet er i stand til at bære en betydning. Det er mere mærkeligt, at de kan det end at de ikke kan. Mirak¬let er så tæt på, at vi ikke kan få øje på det, før nogen gør noget, for eksempel, slører bil¬ledet, eller ødelægger det.
For snart mange år siden un¬derviste jeg på Herning Høj¬skole, og efter en tid beslut¬tede vi at sætte skolen på den anden ende alene ved sprogets midler. Vi satte et skilt på elevatoren om at den var ude af drift. Nu er elevatoren vigtig, når man som elev bor i en skyskraber, så det var et af¬bræk i rutinen, men de mest initiativrige blandt eleverne, og de mest skeptiske, under¬søgte naturligvis om skiltet nu også talte sandt, og da det viste sig at være løgn, hvad
der stod, ville alle pludselig med elevatoren, således at den blev overbelastet og brød sammen, og så passede skiltet lige pludselig. Magisk og selvfølgeligt. Vi lavede også andre ting : Vi clipsede aviser sammen og byttede om på d og h på to¬iletterne, hvilket dog kun gav kortvarige fnis. Men jeg hu¬sker, at jeg ved den påføl¬gende evaluering af projek- tet skrev "en ting" på tavlen. Jeg hævdede frejdigt, at skulle dette stemme, måtte jeg trække det sammen til "enting" Og hvis man skrev det udi eet kom der til at stå " entingentingentingentingen- ting", hvilket sagtens kunne læses som det modsatte af hvad man rent faktisk skrev, man skrev "enting", men der stod "ingenting" på tavlen, det kunne vi selv læse, altså stod der "noget", men der stod ikke "noget" noget sted. Således adspredte vi os med sproglige gådefuldheder men en af eleverne nægtede at tro at det kunne forholde sig sådan. Han sad hele formid¬dagen med en skrivemaskine og skrev "enting" linje efter linje, i håb om at komme bag på sproget til en sand betyd¬ning. Det lykkedes naturligvis aldrig, men han sloges tap¬pert og undrende.
Nu vil de fleste nok sige, at dette er det rene pjank og ikke tjener noget formål. Men det er nu som man tager det. Man kan med lige så stor ret mene, at dette netop er en slags berøring af sprogets
grundsubstans, en blanding af tilfælde og betydning, men sådan kan vi ikke lide at se dagligsproget omtalt. Det må ikke være tilfældigt, det skal være meningsfyldt hele vejen og altid. Det er det bare ikke. Det er dannet af tilfældet og historien, men det første ynder vi ikke.
Sproget må ikke være tilfældigt, derfor er vi gla¬dest, når det bærer en klar tydbar betydning. Hvad mere er: Dette er elementært for enhver sproglig kunst, det begynder der. Thorkild Bjørn¬vig, som ingen kan beskylde for nogen form for meningsberøvelse, har selv sagt det: "Uden bog¬stavelighed går det ikke". Men man må naturlig¬vis gå videre end dertil, det er klart. Men mange snyder og undlader bogstaveligheden, og just derfor kommer deres digtning til at mangle fysik. Og krop skal der til, ellers har vi kun betydnin¬gerne tilbage, meningerne, udsagnene, og det er ikke nok. De danner ikke måder.
Nu kunne man måske tro, at dette var noget af den hurlumhej, som kun modernister finder på, men det er ikke tilfældet, langt fra. Gamle Jo¬hannes Ewald efterlod sig lister over ord som sta¬ves ens forfra og bagfra, og han legede sprog¬lege med sin ven Stentrup på sygelejet, men in¬gen, kan dog beskylde ham for modernisme eller manglende alvor, "Ode til Sielen", "Haab og Erin-dring" er dog immervæk søjler i vores klassiske poesi. Og rimmesteren over alle, Hans Adolf Bror¬son, kan heller ingen beskylde for den slags nar¬restreger, og ingen har leget mere yndefuldt med sproget.
Leg og leg, ja netop ! Selve rimet er en slags leg, det har uvilkårligt en humoristisk effekt, alene det at rime, ikke sandt ? Det er en leg med ord, men tit og ofte i dybeste alvor, det kan dreje sig om liv eller død for ophavsmanden eller -kvinden og al¬ligevel rummer det i sig selv elementer af leg, sådan som al kunst gør. Kunnen er jo netop at for¬ene de to i en højere enhed.
Denne højere enhed indebærer en indsigt i sproglige grundforhold som en forudsætning for den dybere erkendelse, som det sproglige værk gerne skulle være udtryk for, og det kan blandt andet være en indsigt, man leger sig til I Under alle omstændigheder rummer legen en mulig¬hed for at udvide og måske sprænge erkendel¬sens grænser netop herved. En sammentænk¬ning af alle sproglige muligheder giver en chance for at støde igennem til nye erkendelser. Således hænger det sammen, fra det argeste pjat til den højeste erkendelse, der er ingen brat overgang, det hele hører med, og den som ikke har indset dette og overser led, han eller hun kommer aldrig til at lave ordentligt kunstnerisk ar¬bejde. Ingen af disse erfaringer kan vi lægge bag os, nu de een gang er gjort, de er stadig nye og åbner for stadig nye muligheder, det er der ingen ende på.
Digtet det sproglige kunstværk, skal nemlig, for¬uden at være digt også være værktøj for læse¬ren, værktøj til at gøre det som læseren ikke selv kan : Bryde erkendelser op med nye, fordybe ind¬sigter og alle kneb gælder, også de mere platte, når ellers de højeste er på deres pladser I
Prøv engang at se på vedføjede digt. Det fuld¬komment efter sin plan, det tør jeg godt sige, jeg har selv skrevet det, men om det udtrykker no¬get, det er straks en anden sag. Men lad os for¬søge.. Digtet bygger på den meget enkle ting, at de to udsagn dækker hverandre, der er lige mange slag i dem, og skrives de oven i hinanden bliver de nærmest væk, selv om de kan tænkes
samtidigt. Strukturen er nu den enkle, at det ene udsagn ædes eller går op i, eller ud¬skilles fra det andet, gradvist, linje for linje.. Når de er helt adskilte begynder de at søge sammen igen og ender nøjagtigt som de begyndte, men efter først at have været adskilte. Typisk nok er adskillel¬sen forbundet med den hvide plet midt i tekstbilledet, hvor der ikke står noget.
Digtet danner, tydeligere end mange ord, et grafisk billede, og dette skifter alt eftersom man tillægger det dybdevirk¬ning eller ej. Sådan er tekst, ligner den noget andet end sig selv ? Ja, man kan ikke bruge sprog uden at sige no¬get, og man ser linje for linje solen bebyrdet med vældige horn og mælken fryse i sin karton – er det noget ? Jeg mener ja, andre mener det er pænt, men nej I Sådan en tekst har skrivema¬skinen som forudsætning.. Det kan ikke laves uden ma¬skine. I stedet for at bruge maskinen til at udtrykke alt muligt andet, som også en håndskrift giver mulighed for, prøver forfatteren her at finde frem mod det udtryk, som maskinen selv ligger inde med, og det er en stor forskel, mener jeg. Hvad siger vore andre og mere avancerede maskiner ? Vi ved det ikke, for vi spørger dem aldrig. Ved at bryde en regel, peger man på den, Ved at deformere sproget, peger man på for¬malia. Ved at forsynde sig nærmer man sig dyden. Ved at lave en blasfemi, peger man på det som er helligt og siger altså dermed, at noget er helligt I Destruktion og kon¬struktion hører sammen, de er hinandens forudsætninger. Men vi vil helst glemme det, når vi taler om det med sprog.
På samme måde med Odense og e'rne. Ved at overdække dem fremhæver vi at de mangler. Alle Odenses e'er vil være frem-medlegemer for en tid, de vil være for meget, de vil være i vejen, selv hvor de er med, vil folk synes sådan. Man kan sagtens undvære e'er, jo, man kan, en franskmand har skrevet en hel roman uden dem, og den kan da læses. Men det er nemmest med, se bare: her var tre af slagsen ! og her er fire mere. E'er er ikke sådan at komme uden om. Og det gælder også andre bogstaver. Den slags er det godt at blive husket på en gang imellem.
Det kan minde om en anden franskmand, nemlig ham der gav Mona Lisa overskæg og som mange år senere lavede en udstilling i New York med damen uden skæg, den hed "Mona Lisa shaved". Så samt¬lige odenseanere bør nok spørge sig selv : Bliver Odns nogensinde sig selv igen ??
Per Højholt.

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.